mandag den 8. december 2014

Sludrechatol i morgenbussen

Jeg har i nogle år taget den samme bus til arbejde, hver morgen. Det er altid de samme 10-12 mennesker som er med, men for ca. en måned siden var der en ny. En af de faste passagerer, som har kørt med i et par år, havde nemlig fået følgeskab af en bekendt. Om de var naboer, tidligere kolleger eller noget helt tredje, aner jeg ikke. De stod på tidligere på ruten end jeg selv, og de stod ikke af det samme sted.

Nå, men nu til sagen. Ham den "nye", snakkede nemlig uafbrudt, mens hans bekendte høfligt sad og nikkede og med jævne mellemrum sagde " ja". Jeg fik helt ondt af fyren, som skulle lægge ører til denne konstante talestrøm, og spekulerede over, hvad jeg selv ville have gjort, hvis jeg hver dag fik min morgen spoleret af sådan et sludrechatol.

Morgensnakkeriet stod på i en uges tid, og så var sludrechartollet pludselig alene, når jeg steg på bussen. Den stakkels mand som havde hørt på hans evindelige talestrøm, var pludselig ikke længere fast passager i morgenbussen. Havde han fået nyt arbejde med andre mødetider, eller var han bare blevet så træt af at få sin morgen ødelagt, at han havde fundet en anden måde at komme på arbejde på? Jeg tror, jeg fik svaret for nogle uger siden.

Grundet ekstraordinært mange opgaver, var jeg i to uger nødt til at møde en smule tidligere, så derfor tog jeg en bus før end jeg plejer. I den tidlige bus, sad, hver eneste (hver)dag i begge uger, den fyr som før havde fået sin morgen snakket i stykker. Det var sjovt nok lige præcis den løsning jeg selv havde forestillet mig, at jeg ville vælge, hvis jeg var i hans sted: simpelthen tage en tidligere bus, så man kan få lov at sidde i sine egne tanker, mens man lader op til dagens udfordringer, uden at blive forstyrret af et sludrechatol.

Jeg er nu igen begyndt at tage den busafgang, som jeg plejer. Sludrechatollet sidder der stadig - dog uden at sludre, da han stadig sidder alene. Den anden fyr, som ellers havde kørt med i et par år, har ikke vist sig på den sædvanlige afgang siden, og jeg forstår ham. Hellere tage lidt tidligere afsted, og kunne sidde i fred, end at få sin morgen ødelagt af et snakkehoved. Hvad han i øvrigt snakkede om, aner jeg ikke, han sad tilpas langt fra mig til at jeg kunne opfange ordene, og jeg er faktisk også ligeglad. Jeg har nemlig gennem livet erfaret, at folk som snakker hele tiden, sjældent har noget interessant at fortælle.

tirsdag den 1. april 2014

Kurs mod fjerne kyster - Beha Erichsen på eventyr

Har netop set en af udsendelserne i rækken "Kurs mod fjerne kyster" med Mikkel Beha Erichsen, hans kone Marian og sønnerne Alfred, Theis og Emil, hvor de to sidstnævnte har fået lov til at låne forældrenes sejlbåd til at sejle Jorden rundt. Forældrene er med på en del af rejsen, og Mikkel Behas måde at fortælle på er med til at gøre udsendelserne virkelig medrivende.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste som begynder at drømme om at sejle Jorden rundt efter at have set familien Beha Erichsen erobre verdenshavene. Mikkel Beha Erichsens far er den kendte jordomsejler Troels Kløvedal som de sidste mange år har sejlet verdenshavene tynde i jagten på oplevelser, og Mikkel har været med på mange togter i sin barndom. På den måde kan man sige, at han er vokset op med det og måske derfor ikke er så bange for det, som mange andre ville være. For hvad gør man, når noget på båden pludselig går i stykker, og man aldrig tidligere har stået i den situation?

Sandheden kan selvfølgelig være, at man i sådan en situation er lige slemt stedt, uanset om man har mange års sejlerfaring eller ej. Faktisk er jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det bare er mig der ubevidst bruger min manglende erfaring på havet som undskyldning overfor mig selv for ikke at gøre som Kløvedal og Beha Erichsen, og at det snarere handler om, at jeg slet ikke tør kaste mig ud i så stort et projekt, sejlerfaring eller ej.

Opgive mit gode faste job og stå til søs. Det ville være en stor beslutning at tage, og det ville kræve masser af mod. Og så er det trods alt nemmere at bilde mig selv ind, at det grundet min manglende sejlerfaring ville være en dårlig idé. Så er det nemmere at læne mig tilbage og følge med på TV, når Mikkel Beha Erichsen og hans familie drager på eventyr.