fredag den 4. januar 2013

Sønderjysk kaffebord

Det er nogle år siden, at jeg første gang hørte om det særlige ved et sønderjysk kaffebord, nemlig at det byder på et sandt overflødighedshorn af lækre kager. Det var min mor som i en eller anden sammenhæng var kommet ind på emnet, og jeg lyttede interesseret og prøvede at forestille mig, hvordan sådan et kaffebord mon tog sig ud i virkeligheden. I går fik jeg så chancen for at blive en smule klogere på det sønderjyske kaffebord. Den altid underholdende og interessante Søren Ryge lavede nemlig en speciel nytårsversion af sin populære udsendelse, hvor han kiggede lidt tilbage på året der var gået og i den forbindelse viste forskellige populære indslag fra det netop afsluttede år, samt talte lidt om hvad der kommer i det nye år. Altså lidt løst og fast. Og der var heldigvis også blevet plads til et lille indslag om det sønderjyske kaffebord, så jeg og alle andre udenforstående kunne blive lidt klogere på, hvad det drejer sig om.

Et sønderjysk kaffebord omfatter nemlig, som allerede nævnt, adskillige kager. Men hvad jeg ikke vidste var, at det er meningen at alle gæsterne skal spise af alle kagerne (eller i hvert fald de fleste) og at man fylder det altsammen på tallerkenen samtidig. Således sad kaffebordets deltagere med hver deres tallerken fyldt med kager, og der blev spist med samme iver som jeg selv ville være gået til sagen med, hvis jeg havde siddet ved bordet.

Det der dog undrede mig, og stadig gør det, er at ingen af deltagerne ved Ryges sønderjyske kaffebord så ud til at have mere fedt på kroppen end de fleste andre mennesker. Jeg mener, hvis jeg bare én gang om måneden skulle kæmpe mig igennem sådan et bjerg af kager, ville min i forevejen velpolstrede mave være gigantisk. Jeg har overvejet flere muligheder: enten er det sønderjyske kaffebord en sjældenhed som kun praktiseres ved særlige lejligheder få gange om året, eller også er de gæve sønderjyder udstyret med et stofskifte ud over det almindelige, eller (og denne mulighed er nok den jeg hælder mest til) så lever de bare sundt alle de dage, hvor de ikke praktiserer sønderjysk kaffebord. Uanset hvordan det hænger sammen, så fik jeg i hvert fald lyst til selv at prøve at deltage i et ægte sønderjysk kaffebord, så næste gang jeg kommer over i det jyske, vil jeg prøve at slå vejen forbi Sønderjylland og se om ikke det på en eller anden måde kan lade sig gøre at komme til at opleve deres kaffebord ved både selvsyn og selvsmag. Hvis det lykkes mig vil jeg ikke tænke på kalorier den dag men blot nyde de mange dejlige sønderjyske kager og sende en tanke til Søren Ryge.

torsdag den 3. januar 2013

Jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste af dem er aldrig blevet til noget

I sidste uge skete der noget i mit liv, som muligvis kunne have gået hen og udviklet sig til et problem. Havde det været for 15-20 år siden, ville det have givet mig store bekymringer, men ikke nu. I den slags situationer husker jeg nemlig altid på et citat af Mark Twain, og det lyder således: "Jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste af dem er aldrig blevet til noget". Betydningen - eller meningen om man vil - med citatet er, at langt de fleste af de ting man går og bekymrer sig om, viser sig at løse sig selv eller på anden måde forsvinde, så der ikke længere er grund til bekymring. Det var også tilfældet med den hændelse der indtraf for mig i sidste uge. I dag er det hele faldet på plads og der er ikke længere den mindste udsigt til, at det kan udvikle sig til et problem. Takket være Mark Twain-citatet kom det da heller ikke til at fylde mig med bekymringer.

Første gang jeg hørte citatet var jeg en ganske ung mand, og dengang syntes jeg ikke, at det gav så meget mening, men det kom det sidenhen til. Med tiden oplevede jeg nemlig, at ved udsigten til mulige problemer, har man altid en tendens til at forestille sig det værst tænkelige. Jeg er ikke psykolog, så jeg vil ikke gøre mig klog på årsagerne til dette. Men efterhånden som man bliver ældre, kan man så småt begynde at se et mønster i det, nemlig at mange af de ting man i tidens løb har gået og bekymret sig om, slet ikke udviklede til de problemer, som bekymringerne angik. Med den erfaring i baghovedet giver det pludselig god mening at læse Mark Twains berømte ord: Jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste af dem er aldrig blevet til noget. Når man husker på dette, er det straks nemmere at lade være med at bekymre sig om alt muligt, og uden bekymringer er livet nu en helt del sjovere.

Det er et af de citater der har betydet mest for mig, og endnu engang viste det sig at bekræfte sin visdom, idet sidste uges hændelse ikke længere har potentiale til at udvikle sig til et problem. Og hvis ikke det havde været for Mark Twains kloge ord, så havde det været endnu en bekymring som ikke var blevet til noget.