torsdag den 30. september 2010

Hvor stor er Bornholm?

Vi kender allesammen Bornholm som en smuk dansk ø ude i Østersøen. Men hvor stor er Bornholm? Jo, arealet af den hyggelige solbeskinnede danske klippeø som ligger midt ude i Østersøen er faktisk intet mindre end 589 km². Det lyder måske ikke af særlig meget, men på de 589 km² er der faktisk masser af spændende oplevelser at hente. Når man tænker på, hvor stor Bornholm er - eller rettere sagt, hvor lille - så er det faktisk helt utroligt, så mange hyggelige steder der findes på øen. Overalt finder man bindingsværkshuse, små hyggelige gader - hvoraf nogle af dem er ret stejle, fiskerlejer samt naturligvis øens gæstfrie indbyggere, bornholmerne. 


Intet andet sted i Danmark skinner solen lige så mange timer som på Bornholm, og øen tiltrækker da også masser af turister hver sommer. Selv om Bornholms areal ikke er så stort, så har øen masser af kyststrækning, og man finder nogle helt fantastiske strande på øen. Man bør også huske at se nogle af de flotte rundkirker som øen er kendt for, og naturligvis har man ikke været rigtigt på Bornholm, hvis ikke man har spist nogle sild under sit ophold.


Nu ved du i hvert fald, hvor stor Bornholm er, og hvis du aldrig har besøgt de 589 km² klippeø ude i Østersøen, så kan det varmt anbefales at besøge øen i løbet af sommeren, for det er simpelthen det perfekte sted at slappe af. Hvis du vil vide mere om klippeøen, så kan du besøge Bornholms Velkomstcenters hjemmeside, hvor du kan læse meget mere om, hvad man kan foretage sig på øen som turist, og på Bornholmerguiden.dk er der også masser af info at hente.

Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej - Lod ministeren den skyldige slippe?

For tiden kan passagerne i buslinie 4A se en masse information om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej som fandt sted i 1948.

Kort fortalt skete der det, at kontorchef Vilhelm Jacobsen og hans hustru Inger Margrethe Jacobsen blev fundet myrdede i deres lejlighed på Peter Bangs Vej 74 på Frederiksberg.  Drabene skete d. 19. februar 1948, og dobbeltmordet på Peter Bangs Vej har givet anledning til mange spekulationer om hvad motivet kunne være, og hvem gerningsmanden kunne være.

Man kan bl.a. læse om dobbeltmordet på Wikipedia, der er skrevet flere bøger om sagen, og der sågar også lavet en hjemmeside om dobbeltmordet. Den store interesse der for tiden er om sagen skyldes at der er udkommet en ny bog om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, hvor forfatteren Peer Kaae, efter anmeldelserne at dømme, fremlægger en lang række indicier som peger i retning af at en nu afdød mand, der i bogen benævnes Mr. X, er morderen.

Jeg har ikke selv læst Peer Kaaes bog om dobbeltmordet, men har hørt at den beskriver hvordan en minister gav politiet ordre om ikke at genere Mr. X, hvorefter politiet var nødt til at holde igen med at efterforske mod manden. Tænk hvis det var sket i dag! Der ville have været et ramaskrig, og ministeren ville være færdig som politiker. Jeg synes det er et meget godt billede på, hvor meget vores samfund har udviklet sig over en så relativ kort periode. I det daglige går vi kke og lægger mærke til samfundets udvikling, men når vi hører om en sag som dobbeltmordet på Peter Bangs Vej og hvad der foregik dengang, bliver det pludselig meget tydeligt.

onsdag den 29. september 2010

Rundetårn forskønner byen - og har gjort det i 400 år!

I midten af 1600-tallet blev Rundetårn bygget i København. Det præcise årstal er 1642-1643, og bygherren var Danmarks mest kendte konge, nemlig Christian d. 4. Det var i øvrigt også Christian d. 4. der byggede Rosenborg Slot og den gamle børsbygning nede på Slotsholmen samt en masse andre af Københavns mest kendte bygningsværker. Han brugte faktisk så mange penge på at bygge, at Danmark var på randen af at gå bankerot, men landet klarede skærene, og i dag hvor der næsten er gået 400 år, står Christian d. 4.s mange bygninger endnu. Hver eneste dag er der mennesker der standser op og betragter Rundetårn og de andre smukke bygninger og nyder synet. Set i det lys kan det undre mig, at der fra tid til anden bliver opført bygninger som mildest talt lader en del tilbage at ønske hvad skønhed angår. Når man tænker på, at en bygning måske kommer til at stå i 400 år eller mere, så synes jeg det er ærgerligt, at man ofrer skønheden for at spare en smule på udgifterne. Tænk på hvor mange mennesker der dagligt har glæde af at betragte Rundetårn og måske gå en tur op i tårnet. Man må sige at udgifterne til at bygge det i sin tid, var godt givet ud.

Lige så meget glæde som Rundetårn skaber, lige så meget tomhed og ligegyldighed skaber en grim og intetsigende bygning, og måske kommer den til at gøre det i de næste 400 år. Der er de senere år blevet bygget mange smukke bygninger i København, men der står desværre også nogle som ikke bidrager positivt til byens forskønnelse. Jeg synes, at der hviler et moralsk ansvar på folk som opfører bygninger, da en bygning er med til at skabe byen. Jeg håber derfor, at flere bygherrer vil have Rundetårn og dets mangeårige historie i tankerne, når de bygger i København.

fredag den 24. september 2010

Jan-bøgerne var lærerige og opdragende

Da jeg var barn læste jeg de fleste af bøgerne i den serie som hed Jan-bøgerne. Det var min fars bøger, som han havde læst da han var dreng, men det gjorde ikke noget, for de var spændende og lærerige, og navnligt det sidste er det jeg husker dem for. Forfatterne Knud Meister og Carlo Andersen forstod nemlig at proppe en masse viden og opdragelse ind i bøgerne som man jo så fik med, mens man sad og læste om de mange spændende oplevelser som hovedpersonen Jan kom ud for.

Jeg ved ikke om Jan-bøgerne stadig er populære blandt unge mennesker eller om det er andre ting der trækker. Mine fordomme siger mig, at unge mennesker slet ikke læser så mange bøger som vi gjorde i "de gode gamle dage". Jan-bøgerne var både spændende, lærerige og opdragende, og når man tænker på, hvor mange unge knægte der sad og læste dem, så må man sige, at forfatterne Knud Meister og Carlo Andersen virkelig har sat et fingeraftryk på de generationer af unge mennesker som læste bøgerne - et positivt fingeraftryk vel at mærke.

Jeg vil tro, at Meister og Andersen simpelthen var bevidste om, at de som forfattere til den populære serie havde et samfundsmæssigt ansvar for at give de unge læsere af Jan-bøgerne nogle gode værdier. Jeg ved godt, at man ikke kan forvente, at alle nutidens spilproducenter skal være lige så bevidste om deres ansvar, for der findes millioner af spilproducenter, så selvfølgelig er der mange i blandt dem som er ligeglade med den slags. Men tænk hvis nogle af de meget populære spil var lige så opmærksomme på de værdier de gav videre, som det var tilfældet med forfatterne til Jan-bøgerne - så er jeg ikke i tvivl om, at det ville sætte sig synlige spor i det samfund som de unge mennesker sidenhen er med til at skabe.

torsdag den 23. september 2010

Dus med dyrene med Poul Thomsen burde genudsendes

For mange år siden var der et program i TV som hed "Dus med dyrene", og programværten var en rigtig hyggelig fyr ved navn Poul Thomsen. Hvis du er lige så gammel som jeg, eller bare næsten lige så gammel, så kan du med garanti huske Poul Thomsen og Dus med dyrene. Hans hund Balder var altid med, og jeg tror at store dele af Danmarks befolkning fulgte programmerne. Efter min mening er det nogle af de bedste programmer der er lavet, og dem af mine bekendte som jeg har talt med om det er alle fuldstændig enige. Man var simpelthen tryllebundet, når man sad og så programmet, og hørte på hans lidt specielle men behagelige stemme. I modsætning til mange af de programmer der er populære nu til dags, var Dus med dyrene ikke det helt store udstyrsstykke. Jeg vil faktisk tro, at det har været ret billigt at producere. Poul Thomsen var hele Danmarks dyreven, og han besvarede spørgsmål fra seerne og fik os alle sammen til at føle os i pagt med naturen.

Det er efterhånden mange år siden der sidst var Dus med dyrene, og jeg er sikker på, at mange savner det. Naturligvis var der ikke så mange andre programmer at konkurrere mod dengang - der var faktisk kun én kanal, men jeg er alligevel sikker på, at det ville have været lige så populært i dag som det var dengang. Når der nu kommer så mange genudsendelser på TV som tilfældet er, så synes jeg, at det ville være helt oplagt at genudsende Dus med dyrene. Naturen har jo ikke ændret sig nævneværdigt siden dengang, og dyrene har slet ikke ændret sig, så det ville være lige så aktuelt og nærværende, som det var dengang det blev produceret. Jeg håber, at vi snart får et gensyn med Poul Thomsen og Dus med dyrene, for både ham og hunden Balder er savnede på skærmen.

onsdag den 22. september 2010

Kommunen forurener med dihydrogenoxid

For mange år siden hørte jeg en sjov historie om en kemiingeniør der var blevet kontaktet af en journalist fra lokalavisen i den by hvor han boede, hvilken så vidt jeg husker ikke var København. Journalisten ville høre om han kendte til nogle eksempler på forurening i kommunen. Kemiingeniøren kløede sig lidt i håret, hvorefter han sagde, at kommunen faktisk forurenede en hel del i byens park. Der skulle være tale om stoffet dihydrogenoxid og kemiingeniøren oplyste, at det faktisk fandt sted hver dag og havde stået på i en årrække. (Til dem der ikke ved det, kan jeg oplyse, at dihydrogenoxid blot er det kemiske navn for vand).

Journalisten troede han havde gjort et scoop, og da lokalavisen udkom den efterfølgende uge, var det med en stort opsat artikel om forureningsskandalen i kommunen. Der blev skrevet på kryds og tværs om forureningen i byens park med det kemiske stof dihydrogenoxid, og journalisten fremførte kemiingeniøren som kilde til historien, og naturligvis stod der også, at den omfattende forurening havde stået på i en årrække.

Nu kunne det jo godt være fristende at sige, at det var vel nok en dum journalist, og ha ha ha... Men hvorfra skulle journalisten vide at dihydrogenoxid dækker over noget så uskyldigt som vand. Han henvendte sig til en fagmand for at få noget reel imformation om et emne, men kemiingeniøren forstod ikke at værdsætte den tillid som journalisten viste ham, men valgte i stedet at opføre sig som et barn.

Man kunne måske tro, at journalisten efterfølgende bar nag, men det var slet ikke tilfældet. Man kunne måske også tro, at kemiingeniøren høstede stort bifald i byen, men det var heller ikke tilfældet. Faktisk dalede hans popularitet i lokalområdet, og ved det efterfølgende kommunalvalg blev han ikke genvalgt til byrådet, selv om han havde været en del af det i mange år og havde regnet med genvælgelse. Ved sin handling havde han udstillet sig selv og ikke journalisten, og hans omdømme som en troværdig og reel mand havde lidt et nederlag. Jeg kom til at tænke på historien, da jeg for kort tid siden hørte en samtale mellem to mennesker, hvor den ene prøvede at få den anden til at fremstå som dum og uvidende. Andre som også overhørte samtalen havde samme opfattelse som mig, nemlig at vedkommende havde udstillet sig selv ved at prøve at nedgøre den anden. Så måske skal man ikke tage det så tungt, næste gang man løber ind i sådan en type, men blot huske på, at andre godt kan gennemskue den slags, og at vedkommende i virkeligheden bare udstiller sig selv.

mandag den 20. september 2010

Assistens Kirkegård - en kirkegård helt for sig selv

Hvis du aldrig har været på Assistens Kirkegård, så skulle du prøve at slå vejen forbi, hvis du en dag kommer til Nørrebro i København. Den er omkranset af gule mure og støder op til Jagtvej og Nørrebrogade og ligger således på det man kalder indre Nørrebro. Assistens Kirkegård er ikke som alle andre kirkegårde, men er noget helt for sig selv. Den fungerer som park for københavnere der trænger til lidt fred og ro, og om sommeren kan man se folk ligge og sole sig mellem gravstenene. Der ligger i øvrigt mange kendte mennesker begravet på Assistens Kirkegård, bl.a. Peter von Scholten og H.C. Andersen.

Første gang man besøger stedet, kan det måske virke lidt mærkeligt, at en kirkegård samtidig fungerer som park, men man skal ikke opfatte det som mangel på respekt for dem der ligger begravet. Nørrebro er ikke det sted i København, hvor der er flest grønne områder, og så er det jo smart at Assistens Kirkegård kan gøre det ud for en park, samtidig med at den lægger jord til mange menneskers sidste hvilested. Blandt københavnere er det et eftertragtet sted at blive begravet, og hvis man gerne vil huskes efter sin død, er det måske slet ikke så tosset at blive begravet på Assistens Kirkegård.

Når man kommer ude fra larmen på Nørrebrogade, er det virkelig skønt at spadsere rundt på stierne i sine egne tanker og nyde den ro der som regel er på stedet. Mange storbyer rundt omkring i verden kunne tage ved lære af dette helt specielle fænomen med en kirkegård der samtidig fungerer som park, og jeg har da også indtryk af, at der om sommeren er en del turister der besøger stedet. Assistens Kirkegård er altid et besøg værd, også selv om man kun har 5-10 minutter, så slå endelig vejen forbi, næste gang du kommer til Nørrebro i København.

søndag den 19. september 2010

Forudbetalt debit kort

I udlandet kan man købe forudbetalte debit kort, såkaldte gift cards. Nogle af kortene kan genopfyldes, mens andre ikke længere kan bruges, når det beløb som de lyder på er brugt op. Jeg synes, det kunne være en rigtig god gaveidé som alternativ til bare at give kontanter, men desværre har jeg ikke fundet noget sted i Danmark, hvor man kan købe sådanne kort. I andre lande kan man købe forudbetalte debit kort fra de store udbydere af kreditkort, og typisk er det banker der står for at udstede dem. I nogle lande kan man endda købe den slags kort i supermarkederne. Men i Danmark kan det af uransagelige årsager ikke lade sig gøre, og jeg har ladet mig fortælle, at det skyldes nogle af de mange regler som vi er belemrede med her i landet.

Hvorfor skal vi altid halte bagefter i Danmark? Der er altid en eller anden regel eller regulativ der kommer på tværs, så helt banale ting, som er selvfølgeligheder i andre lande, ikke kan lade sig gøre i Danmark. Tilfældet med forudbetalte debit kort er ikke noget enkeltstående tilfælde. Det samme gjorde sig gældende med det smarte køretøj Segway, som det tog flere år at få godkendt til at bruge på gaden i Danmark, fordi man ikke lige vidste om man skulle betragte den som en cykel, en knallert eller noget helt tredje. Selv om det kunne have været løst ved, at man traf en rask beslutning og kom videre, tog det alligevel flere år inden Segway blev godkendt til at køre på gaden i Danmark. I lighed med forudbetalte debit kort havde Segway været en selvfølgelighed i andre lande i årevis, for man fandt en løsning på det herhjemme. Hvor svært kan det være, at give tilladelse til, at vi kan få lov til at give hinanden forudbetalte gift cards i fødselsdagsgave og julegave til hinanden? Hvad kan der ske ved det? Der er meget godt at sige om Danmark, men hurtige beslutninger har altså aldrig rigtig været en dansk dyd.

torsdag den 16. september 2010

Ærlighed varer længst

Ordsproget "ærlighed varer længst" er et af de ordsprog, som vi allesammen godt kunne tænke os var rigtigt, men som desværre ikke altid er det. Da jeg gik i skole, havde jeg en engelsklærer som hver gang spurgte os, om vi havde lavet lektier. Der var aldrig nogen der rakte hånden op. En dag sagde han eftertænksomt, at han egentlig godt kunne forstå, at der aldrig var nogen der rakte hånden op, når han stillede det spørgsmål. Og han uddybede det med at forklare, at godt nok siger ordsproget, at ærlighed varer længst, men hvis man aldrig laver lektier, så kommer man nok ikke så langt med at sidde og være ærlig hver eneste gang.

Som eksemplet viser, så er det ikke altid, at ærlighed varer længst, men hvis man tænker på det rent menneskelige, så er der nok ikke nogen tvivl om, at man får et bedre og mere harmonisk liv, hvis man er ærlig, end hvis man ikke er, så på den måde kan man selvfølgelig godt sige, at ærlighed varer længst. Hvis man tænker på verden som helhed, så må man også sige, at verden ville komme en hel del længere, hvis alle mennesker var ærlige, men det er jo desværre langtfra tilfældet. Hvorom alting er, så er det jo altid en god ting at være et ærligt menneske, og set i det lys, så er det nok meget godt at lære sine børn, at ærlighed varer længst, og så må man jo så håbe på, at de tager det til sig og vælger at leve et ærligt liv.

onsdag den 15. september 2010

Sømandsbossen er stadig savnet!

Sømandsbossen, hvis borgerlige navn var Preben Møller Hansen, var en markant fagforeningsmand og politiker. Han fik sit kælenavn, Sømandsbossen, fordi han i sin tid var formand for Sømændenes Forbund, og han var kendt som en barsk fagforeningsboss. Når datidens skibsredere fik et telefonopkald fra Preben Møller Hansen, fik de straks sved på panden, for han var kendt for at kræve store indrømmelser til sine medlemmer. Hans krav til kæmpe lønforhøjelser blev som regel altid afvist, når de blev præsenteret, men det endte alligevel altid med, at skibsrederne bøjede sig, og Sømandsbossen fik sin vilje. Sammenlignet med Preben Møller Hansen fremstår alle andre tidligere og nuværende fagforeningsledere som de rene spejderdrenge. Han var dog respekteret blandt skibsrederne alligevel, og som nu afdøde skibsreder Per Henriksen engang sagde, så vidste man altid, at når man først havde en aftale med Sømandsbossen, så blev den også overholdt. Da Preben Møller Hansen kom til som formand for Sømændenes Forbund, var sømænd en af de faggrupper der havde de laveste lønninger overhovedet - dette var ikke længere tilfældet da han stoppede.

Sidenhen gjorde han sig bemærket som politiker med partiet Fælles Kurs. Det lykkedes ham at komme i Folketinget, og det var ikke kedeligt, når Sømandsbossen gik på talerstolen. Han gav de andre folketingsmedlemmer tørt på, og fik adskillige henstillinger om at moderere sit sprogbrug. Når Preben Møller Hansen havde været på talerstolen, kunne man ofte se det i TV samme aften, og det var altid underholdende at se, når han tordnede løs. Uanset om man var enig med ham eller ej, var det en udbredt opfattelse i befolkningen, at Sømandsbossens gloser var et kærkomment indslag i de ellers så kedelige folketingsdebatter. På et tidspunkt gik han også i valgforbund med en anden farverig politiker, nemlig Mogens Glistrup.

Nutidens politikere er set med mine øjne en flok tørre kedelige typer, og jeg savner virkelig en type som Preben Møller Hansen til at sætte lidt liv i tingene. Selv om det naturligvis er alvorlige ting politikere beskæftiger sig med, så gør det jo ikke noget, hvis tingene bliver præsenteret lidt sjovt og spændende. Budskabet kommer jo ud alligevel, og i tilfældet med Sømandsbossen kom budskabet ud til en masse mennesker som ellers ikke ville have hørt det, netop fordi han havde en så farvestrålende personlighed og kaldte en spade for en spade.

På sine ældre dage drev han Den Danske Kro i Nørre Farimagsgade, hvor menuen stod på god dansk mad. Desværre døde Sømandsbossen i 2008, men han nåede i løbet af sit liv at gøre et uudsletteligt indtryk på mange mennesker i Samfundet. Jeg glæder mig til der igen kommer en politiker i Folketinget der kan gøre debatterne lige så underholdende som Preben Møller Hansen gjorde. Sømandsbossen er stadig savnet!

Diamantbryllup

For at kunne fejre diamantbryllup skal man have været gift i 60 år, og det er derfor i sagens natur kun meget få ægtepar der når at fejre dette bryllup. En anden særlig ting ved diamantbryllup er, at det er det eneste bryllup, hvor ægteparret får opmærksomhed fra Kongehuset i form af en hilsen fra regenten. I følge Wikipedia skal man dog selv kontakte folkeregistret om sagen, og folkeregistret vil derefter kontakte Kongehuset. I øvrigt er det også meget almindeligt, at den lokale avis bringer en notits om, at det pågældende ægtepar har været gift i 60 år og derfor kan fejre diamantbryllup.

Eftersom et diamantbryllup kræver 60 års ægteskab, vil de ægtepar der når at fejre dette bryllup også være en del oppe i årene. Der er normalt ikke tradition for, at der laves æresporte eller andet, som det ellers er tradition, både når man fejrer sølvbryllup og guldbryllup. Dette skyldes nok, at mange i den alder ikke har så meget energi til at feste, og så er det mere passende med en stilfærdig fejring af diamantbryllupsdagen.

Når man tænker på, hvor mange ægtepar der bliver skilt efter kun få års ægteskab, så må man sige, at det er noget af en bedrift at være gift i 60 år. Et diamantbryllup er således det ultimative bevis på, at to mennesker virkelig elsker hinanden, og det er smukt at tænke på, at et ægtepar har fulgt hinanden i medgang og modgang i så mange år, at de er nået dertil, hvor de kan fejre diamantbryllup.

søndag den 12. september 2010

Søren Kierkegaard - kommer der mon en ny Søren Kierkegaard?

Søren Aabye Kierkegaard levede fra 1813-1855, og blev således kun 42 år gammel. På den relativt korte tid nåede han dog at sætte sig betydelige spor i såvel danmarkshistorien som verdenshistorien. Han grundlagde den gren af filosofien som kendes under navnet eksistentialisme. Kierkegaard var magister, men det han er mest kendt for er uden tvivl sine filosofiske værker, og i særdeleshed "Enten Eller" som stadig læses flittigt over hele verden. Han var en velhavende mand, takket være sin far, og havde således ikke problemer med at finansiere sin tilværelse som forfatter. Det er få danskere der er blevet så kendte ude i den store verden som Søren Kierkegaard, og hans bøger er oversat til mange sprog, herunder kinesisk. Der findes sågar også mennesker der lærer dansk udelukkende for at kunne læse Søren Kierkegaard på originalsproget. Det siger en hel del om, hvor betydningsfuld en forfatter der er tale om. En mand hvis tanker stadig forskes og diskuteres, og som har givet inspiration til mennesker over hele verden. Der er tale om intet mindre end en superhelt, altså af den boglige slags. Der findes oven i købet noget som hedder Søren Kierkegaard Forskningscenteret der som navnet antyder udelukkende beskæftiger sig med at forske i Søren Kierkegaard. Derudover er der skrevet et hav af bøger om ham, hvoraf en af de mest kendte nok er den som Joakim Garff har skrevet, nemlig SAK, som er filosoffens initialer. Hvis man gerne vil se hvordan han så ud, så står der naturligvis også en statue af Kierkegaard i København, nemlig i Det Kongelige Biblioteks Have, hvilket må siges at være et yderst passende sted.

Søren Kierkegaard levede som nævnt i 1800-tallet hvilket også var tilfældet for H.C. Andersen, H.C. Ørsted, Christen Købke samt en række andre danskere som satte sig tydelige spor overalt i verden. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen danskere der har levet i 1900-tallet eller efter som har nået nogen af dem til sokkeholderne. Måske er det fordi, mange mennesker først bliver rigtig berømte efter deres død, men hvis det er tilfældet, hvilke afdøde personer fra 1900-tallet er der så tale om, for jeg kan ikke få øje på nogen. Er Danmark blevet drænet for typer som Søren Kierkegaard og de andre, eller er det bare fordi de typer ikke får lov til at udfolde sig. Det er som om, at vi alle bliver mere og mere ens, og at der ikke længere er nogen lysende stjerner som får lov til at skinne langt ud over landets grænser og bringe ære til lille Danmark. Jeg er spændt på, om der nogensinde kommer en ny Søren Kierkegaard der kan sætte sig varige spor over hele verden.

Kobberbryllup

Hvis man har været gift i 12½ år, så er tiden kommet, hvor man kan fejre kobberbryllup. I modsætning til sølvbryllup, guldbryllup og alle de mange andre slags bryllupper, så fejres kobberbryllup ikke efter at have været gift i et helt antal år, men derimod, som nævnt, 12½ år. Grunden til at det ikke er et helt antal år er, at efter 12½ år har man været gift i præcis halvdelen af den tid som man skal være for at fejre sølvbryllup, så et kobberbryllup er dermed udtryk for, at man er halvvejs på vejen mod sølvbrylluppet.

Det er lidt forskelligt, hvordan kobberbryllup fejres. Nogle nøjes blot med at fejre det helt stilfærdigt med en god middag for den allernærmeste familie, mens andre vågner op til en halv æresport, hvor gæsterne inviteres ind på morgenmad, og fortsætter så med at fejre kobberbrylluppet med en fest om aftenen. Der findes en side som hedder kobberbryllup.dk, hvor der er en beskrivelse af netop dette bryllup samt gaveidéer m.v., og derudover findes der også en artikel på festleksikon.dk om kobberbryllup. Så der kan man jo læse videre, hvis man gerne vil vide mere om emnet.

Det at have været gift i 12½ år er i sig selv en bedrift, og når et ægtepar har været gift så længe, at de kan fejre kobberbryllup, så vidner det om, at det er to mennesker som virkelig elsker hinanden. Selvom det kun er halvdelen af den tid man skal være gift for at fejre sølvbryllup og en fjerdedel af den tid man skal være gift for at fejre guldbryllup, så er 12½ år alligevel lang tid, og når først man er nået til at fejre kobberbryllup, så er chancerne store for, at man også holder sammen de næste 12½ år - for som man siger: godt begyndt er halvt fuldendt.

fredag den 10. september 2010

Danmark ifølge Bubber - modigt TV

Danmark ifølge Bubber er en udsendelsesrække, hvor den kendte TV-vært Bubber, hvis rigtige navn er Niels Christian Meyer, følger nogle mennesker fra forskellige miljøer, for at se hvordan de lever. Det er der folk der har gjort før ham, men det særlige ved de her udsendelser er, at Bubber virkelig giver meget af sig selv. Han går bl.a. til SM-fest iført latex og han, og han prøver også hvordan det er at være sladderjournalist. Et af de mest omtalte programmer i serien med Danmark ifølge Bubber er nok det program hvor han prøver at være miljøaktivist. Mens Bubber og de andre miljøaktivister tiltrak sig politiets opmærksomhed, lykkedes det for to andre aktivister at komme ind til festen på Christiansborg under COP15 topmødet.

Det jeg godt kan lide ved udsendelserne er, at han ikke bare optræder som en traditionel journalist der rapporterer hvad de medvirkende foretager sig, men at han selv deltager i hverdagen for de mennesker han skildrer. Det er samtidig en god måde at vise de medvirkende, at han virkelig respekterer dem selv om deres liv er meget forskelligt fra hans eget. Der er nogle af udsendelserne, hvor det virker som om, at Bubber har det lidt svært med at deltage i de tilværelser som han skal skildre, men han gør altid et forsøg og gør det så godt han kan. I virkeligheden tror jeg slet ikke, at der er nogen grænser for hvilke menneskers liv han vil skildre, sålænge det naturligvis ikke er ulovligheder eller lignende det drejer sig om. Han er virkelig en modig mand som tør kaste sig ud i vanskelige opgaver.

Jeg nyder altid at se Danmark ifølge Bubber, netop fordi det ikke er så overfladisk. I det hele taget synes jeg, at Bubber virker som en virkelig sympatisk fyr, og det er sjovt at tænke på, at han faktisk begyndte sin karriere med at sidde i et badekar og underholde børn. Hans måde at lave TV på  virker meget ærlig og troværdig, og jeg håber der kommer mange flere udsendelser med Danmark ifølge Bubber, for det er nogle af de bedste dokumentarudsendelser jeg har set.

torsdag den 9. september 2010

The Big Shave - Bekæmp kræften ved at lade dig kronrage

Go' Morgen Danmark havde her til morgen besøg af en gruppe studerende fra Århus som havde fået en god idé. De har startet et projekt, som de kalder "The Big Shave", og som går ud på at tilbyde folk at de kan blive kronraget - eller bare trimmet, hvis man hører til den forsigtige type. Behandlingen koster 50,- kr. og opefter, afhængig af hvor gavmild man er.

Projektet skal sætte fokus på kræft og kemoterapi, og pengene som kommer ind går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse. Det foregår på Bruuns Galleri i Århus, men folkene bag projektet håber at The Big Shave kan sprede sig til flere byer og blive en tilbagevendende begivenhed, så mon ikke os i København næste år får mulighed for at lade os trimme til fordel for bekæmpelsen af kræft.

Det der fascinerer mig ved The Big Shave er, at det er et håndgribeligt bevis på, at vi alle sammen kan gøre noget som gør verden til et bedre sted at leve. Det er bare at bruge sin fantasi. Folkene bag projektet studerer i øvrigt marketing management, og projektet er en del af et skoleprojekt, og jeg vil tro at de får en fin karakter for det. Jeg vil ønske The Big Shave god vind i sejlene, og jeg glæder mig til at lade mig trimme til fordel for Kræftens Bekæmpelse til næste år i København.

onsdag den 8. september 2010

Gademusikanter - nu med playback

I dag kom jeg forbi Nørreport Station i København, hvor der sad en mand og spillede harmonika. Det var vældig hyggeligt med levende musik midt i mylderet, og jeg så da også en dame som smed en mønt i hans skål som var placeret foran ham til samme formål.

Pludselig skulle harmonikaspilleren nyse, og det resulterede i, at der kom til at hænge en ordentlig slimklat ned fra  hans hage. Og nu kommer det mærkelige: Da han fjernede hånden fra tangenterne på harmonikaen for at tørre snotklatten væk, spillede musikken lystigt videre. Jeg blev noget forbløffet og kiggede en ekstra gang. Jeg så nu, at der under hans stol stod et indkøbsnet med et stort hul i, og bag hullet kunne man se en højttaler. Den hyggelige gademusikants evner som harmonikaspiller var altså knap så store som jeg først havde antaget. Men nu ved man da, at hvis alt andet glipper, så kan man altid blive gademusikant - med playback.

tirsdag den 7. september 2010

Frank Buck på eventyr i Singapore

Hvis du er gammel nok til at huske 1980'erne, kan du sikkert også huske Frank Buck fra serien Eventyr i Singapore. Det var en fantastisk serie, og der var næsten ingen grænser for, hvad helten Frank Buck kom ud for af prøvelser. Som den helt han var, klarede han selvfølgelig altid skærene, selv om det ofte var på nippet til at gå galt. Det er en af de ganske få TV-serier jeg nogensinde har fulgt med i, og jeg kan huske, at jeg altid sad klæbet til skærmen, når Frank Buck var ude på nye eventyr i Singapore. Når man tænker hvad andre og nyere produktioner bruger af penge på diverse kulisser og effekter, er det sjovt at tænke på, hvor spændende serien var, til trods for at den så vidt jeg husker ikke var fyldt med special-effects. Jeg mener at kunne huske, at der var masser af eksotiske dyr som aber og tigre, og man følte næsten at man selv stod lige midt i det hele. Man kunne fornemme støvet fra gaderne og de mange eksotiske dufte, selv om man sad trygt og godt hjemme i sin sofa. Med risiko for at lyde som en af dem som synes, at alting var bedre i gamle dage, må jeg sige, at jeg savner den slags serier. Eventyr i Singapore var helt nede på jorden, og med ganske få men effektive virkemidler, kunne folkene bag serien få en til at føle, at man selv var Frank Buck og befandt sig midt i Singapores menneskemylder. Der er mange TV-udsendelser som er blevet genudsendt alt for mange gange, men Eventyr i Singapore er en af dem som sagtens kan tåle at blive genudsendt nogle gange uden at det bliver trivielt.

Guldbryllup

Et guldbryllup fejres, når et ægtepar har været gift i 50 år. Det er mange år - faktisk et halvt århundrede, og det er flot at holde sammen i så mange år. Alene det at fejre sølvbryllup er en stor ting, og når man så tænker på, at man skal have været gift i dobbelt så lang tid for at fejre guldbryllup, så må man sige, at der virkelig er noget at fejre.

Der er ikke særligt mange ægtepar som når at fejre guldbryllup, og derfor er der heller ikke så mange mennesker som har prøvet at deltage i et guldbryllup. Der findes dog en hjemmeside, hvor man kan læse om guldbryllup og hvordan det normalt fejres, og festleksikon.dk har også en artikel om guldbryllup. Selve fejringen af et guldbryllup minder meget om den måde, hvorpå man fejrer sølvbryllup - altså med æresport, morgenmusik og det hele. Ligesom med sølvbryllupper, så er der tradition for, at det er messingblæsermusikere der spiller til et guldbryllup, og der findes musikere som ikke laver andet end at spille ved den slags begivenheder.

Eftersom de færreste mennesker bliver gift før de fylder 20 år, så er de fleste guldbryllupspar over 70 år gamle - og ofte langt over 70. Det kræver noget helt specielt fra begge parter at holde sammen i så mange år, og par som fejrer guldbryllup må i sagens natur kende hinanden rigtig godt efter at have levet sammen i 50 år. Det må være en speciel følelse at sidde på sin guldbryllupsdag og tænke tilbage på den dag, hvor man mødte sin ægtefælle første gang - uden på det tidspunkt at vide, at man ville komme til at dele seng og bord med det menneske i 50 år. Et guldbryllup er i den grad et bevis på, at to mennesker elsker hinanden, og derfor fortjener en guldbryllupsdag også at blive fejret på behørig vis.

mandag den 6. september 2010

Bryggebroen i København - Byens mest romantiske bro

Hvis du bor i København og ligesom jeg holder meget af at færdes ved havnen, har du sikkert også gået eller cyklet over Bryggebroen som forbinder Havneholmen og Islands Brygge. I modsætning til de andre broer er det kun cykler og fodgængere der kan færdes på Bryggebroen, og da den samtidig ligger i den mest rolige ende af havnen, indtager den naturligt førstepladsen som Københavns mest romantiske bro. Det var egentlig ikke noget jeg havde gået og tænkt over, men jeg undrede mig over de mange hængelåse der hænger på den wire der skal sørge for at man ikke falder ud. Hvis man tager et nærsyn på en af de mange hængelåse - der for de flestes vedkommende hænger midt på broen - vil man opdage, at der er indgraveret tekster som f.eks. "A + N juni 2009".

Det var først efter at have læst en sådan indgravering, at jeg fik færten af hvorfor de mange hængelåse hænger på Bryggebroen. Jeg har siden konsulteret flere af mine bekendte i spørgsmålet, og det viser sig, at forelskede par får indgraveret deres initialer, og eventuelt en dato og et årstal, i en hængelås. Derefter stiller de sig midt på broen og kigger ud over vandet, mens de siger romantiske ting til hinanden. Efter et par kys og hvad der ellers hører sig til i sådan en situation, hægter de hængelåsen fast på føromtalte wire, hvorefter de kaster nøglen i vandet. Deres kærlighed er dermed forseglet. I mange år fremover vil de i hverdagens travlhed kunne passere Bryggebroen, og kaste et blik på hængelåsen, mens de drømmer sig tilbage til den varme sommeraften, hvor de stod med deres elskede og fastgjorde låsen. Det er da romantisk!

Så hvis man gerne vil have en romantisk oplevelse med kæresten, behøver man altså ikke rejse hele vejen til Paris, Venedig eller tilsvarende romantiske steder. Bryggebroen i København kan gøre det - og tilmed er det en romantisk oplevelse som man bliver mindet om hver gang man slår vejen forbi den ende af Københavns havn, og passerer byens mest romantiske bro, Bryggebroen.

Det Kongelige Biblioteks Have - En oase hvor man kan få idéer

Et af mine foretrukne steder at dagdrømme er Det Kongelige Biblioteks Have i København. Den ligger skjult mellem Christiansborg og den gamle bygning som oprindelig udgjorde Det Kongelige Bibliotek - inden Den Sorte Diamant blev bygget. Der er som regel ikke særlig mange mennesker i haven, hvilket nok skyldes at det ikke er alle der kender den. Der er et springvand midt i haven og ude i siden står der en statue af den berømte filosof Søren Kierkegaard, som levede fra 1813 til 1855.

Der er to måder at komme ind til Det Kongelige Biblioteks Have. Den ene er at man går ind af indkørslen til Rigsarkivet fra Christians Brygge - af den vej kan man komme ind hele døgnet. Den anden mulighed er, at man i dagtimerne går ind via en portene som er i muren ved parkeringspladsen bagved Christiansborg. Jeg har fået mange gode idéer mens jeg har siddet der i mine egne tanker, og jeg har tit undret mig over, hvorfor man aldrig ser nogen politikere i haven. De har kontorer lige ved siden af, så det ville ikke tage meget af deres dyrebare tid at gå ned og nyde roen et øjeblik - og måske få nogle gode idéer. Hvis der er nogen der har brug for at få idéer, er det vel politikere?

søndag den 5. september 2010

Røg fra naboen der trænger gennem væggen - hvor går grænsen?

En af mine bekendte fortalte mig, at en dag hvor han havde stået i sit køkken, kunne han pludselig lugte cigaretrøg. Det undrede ham en del, for der var ingen i hans husstand der røg, og han fik da den tanke, at det måtte komme fra ejendommens bagtrappe, da han har en dør i køkkenet ud til netop denne trappe. Han besluttede sig for at undersøge sagen, og åbnede døren ud til køkkentrappen. Og ganske rigtigt - en etage længere nede stod hans underbo med et glas vin og et askebæger og pulsede løs på en cigaret. Da hun så ham, fortalte hun, at hun havde besluttet sig for ikke længere at ryge i sin lejlighed, og derfor var hun nu begyndt at gå ud på køkkentrappen, når hun skulle ryge. Han fortalte hende, at han faktisk kunne lugte røgen i sit køkken, og at han ikke syntes det var særlig behageligt. Nu ville man jo forvente, at hun ville forstå budskabet, og finde et andet sted at ryge fremover, men i stedet sagde hun, at hun ville sørge for at holde vinduet åbent på trappen når hun røg - altså de dage hvor der ikke var koldt. Min bekendte gjorde hende da opmærksom på, at vinduet allerede var åbent, og at han alligevel kunne lugte hendes cigaretter. Hun ville dog ikke bøje sig, da hun mente at hun havde ret til at ryge på bagtrappen, og i øvrigt mente hun ikke at han kunne lugte det i sin lejlighed. Siden da har hun fortsat med at ryge løs, og min bekendte har sat plastic og andre ting op, for at hindre så meget af røgen som muligt i at trænge ind i hans lejlighed. Han har siden henvendt sig til ejendommens bestyrelse om sagen, og der er nu blevet indført en regel i vedtægterne som siger, at der ikke må ryges på bagtrappen. Alligevel lugter der jævnligt af røg i min bekendtes køkken, så det kunne tyde på, at forbuddet ikke rigtig respekteres.

Jeg har sidenhen hørt om andre tilfælde, hvor røgen er sivet gennem utætheder i en væg og derved er trængt ind i nabolejligheden, og det er mit indtryk, at der efterhånden er mange der føler sig generet af røg fra naboen. I tilfældet med en underbo der ryger på bagtrappen, synes jeg det ligger ligefor at sige, at den slags naturligvis ikke må finde sted, men når der er tale om mennesker der ryger i deres egen lejlighed, og måske har gjort det de sidste 30 år, synes jeg det er en anelse mere vanskeligt. Uden at kende til de tekniske sider af sagen, kunne jeg forestille mig, at det er vanskeligt at påvise, at røg kan trænge gennem væggen, og hvor meget der i givet fald trænger i gennem. Jeg kan godt følge argumentet om, at alle har krav på ikke at blive udsat for røg, da det jo er bevist, at cigaretrøg er sundhedsskadeligt at indånde. Men andre ville jo så fremføre det argument, at man så også skulle forbyde dieselbiler og knallerter, da de også producerer røg som beviseligt er sundhedsskadeligt. Hvor går egentlig grænsen for, hvor meget vi skal finde os i fra vores medmennesker. Jeg er selv i tvivl, så hvis nogen har en mening, må I meget gerne skrive en kommentar.

lørdag den 4. september 2010

Hvem forestiller statuen på Kongens Nytorv? - En huskeregel

For nogle år siden spiste jeg frokost i Nyhavn med en god ven. Efter frokosten besluttede vi at gå en tur ned af strøget, og krydsede derfor Kongens Nytorv, hvor der som bekendt står en statue inde på midten. Men hvem forestiller statuen på Kongens Nytorv? Min ven oplyste at statuen forestiller Christian 5., og fortalte mig samtidig hvordan jeg nemt kunne huske det: På den ene side af pladsen ligger Christiansborg, og på den anden side af pladsen ligger Hotel D'Angleterre, hvor de fine damer drikker "fem the" - altså: Christian 5!

Siden da har jeg altid kunnet huske hvem statuen på Kongens Nytorv forestiller, og det var først et par år efter at jeg kom til at tænke på, at Christiansborg og Hotel D'Angleterre vist ikke ligger modsat hinanden. Folk der er kendt i København ved, at Christiansborg ligger et lille stykke derfra, men på grund af de ikke helt lige gader kan det være svært at sige præcis i hvilken retning det ligger fra Kongens Nytorv. Jeg gjorde mig derfor den ulejlighed at se på et kort, og til min store overraskelse ligger Christiansborg og Hotel D'Angleterre i næsten samme retning fra Kongens Nytorv. Christiansborg ligger blot lidt længere væk. Huskereglen viste sig derfor at være bygget på forkerte oplysninger, men det ændrer dog ikke ved, at jeg den dag i dag stadig siger den for mig selv når jeg går over Kongens Nytorv og kigger på statuen.

Bibbi & Snif - Country for alle pengene!

Her til aften sad jeg og så Talent 2010 på DR1, og jeg blev meget betaget af Bibbi & Snif, som er far og datter. De er en del af en country-gruppe som hedder Chick'n Roosters og der er virkelig dømt country for alle pengene. Dommerne havde mange rosende ord til Bibbi, som bestemt havde en god og behagelig stemme, men jeg må indrømme at jeg var lige så betaget af Snif. Far og datter leverede tilsammen ægte country-sang, og det lød fuldstændig som "rigtige" amerikanere fra Nashville - uden den danske accent som vi andre trækkes med.

Naturligvis gik de videre til finalen, og jeg glæder mig til at høre mere til Bibbi & Snif. De er virkelig autentiske, og jeg er meget imponeret over, at de selv skriver alle deres tekster. Tjek i øvrigt Chick'n Roosters hjemmeside på linket ovenfor - det er virkelig fed countrymusik. Tak til Bibbi & Sniff for at de stillede op og dermed gav mig og resten af Danmark mulighed for at lære dem at kende.

fredag den 3. september 2010

Simone Cameron blev det tredje medlem af Sukkerchok

Simone Cameron blev i dag valgt som det tredje medlem af Sukkerchok. Valget blev offentliggjort i Go' Morgen Danmark som sendte direkte fra Tivoli i København. Simone Cameron er datter af Debbie Cameron, og barnebarn til Etta Cameron. Både Debbie og Etta har sunget hele deres liv og er kommet langt med deres sang, og nu følger Simone Cameron altså i deres fodspor som det tredje medlem af Sukkerchok.

Jeg har her på bloggen fulgt udvælgelsen af den tredje pige til Sukkerchok helt fra begyndelsen, og senest skrev jeg om det i onsdags, da der kun var tre piger tilbage, nemlig Sandra Elsfort, Stephanie Ravn Carlsen og Simone Cameron. Det har været spændende at følge udvælgelsen, og selvom både Sandra og Stephanie var gode kandidater, synes jeg alligevel, at de to piger fra Sukkerchok, Kat Stephie Holst og Malene Quist, har valgt rigtigt ved at tilbyde pladsen som gruppens tredje medlem til Simone Cameron.

Simone Cameron er - ligesom sin mor og mormor, Debbie og Etta Cameron - en glad og smilende pige, som man ikke kan lade være med at holde af. Under hele processen har Simone haft et smil på læben og fremstået som et positivt og imødekommende menneske. Jeg ønsker Sukkerchok held og lykke fremover, og jeg håber at kemien mellem Kat, Malene og Simone bliver ved med at være god. Jeg vil i hvert fald følge Sukkerchok fremover, og ikke mindst Simone Cameron som jeg er sikker på at vi alle kommer til at høre meget mere til.

torsdag den 2. september 2010

Sølvbryllup

Efter 25 års ægteskab kan et ægtepar fejre sølvbryllup, og dagen markeres typisk ved, at der laves en æresport ved sølvbryllupparrets hjem, og et hornorkester møder op og spiller et par sange, og parret danser brudevals. Derudover er der tradition for, at sølvbryllupparret inviterer de fremmødte indenfor til morgenmad med tilhørende Gammel Dansk. Det er en smuk tradition som har eksisteret i mange år, og et sølvbryllup er altid en festlig begivenhed. Der findes sågar en hjemmeside om sølvbryllup, og hvordan man fejrer det her i Danmark, og der er også en beskrivelse på Festleksikon.dk af, hvordan et sølvbryllup normalt foregår. I øvrigt er morgenmusik til sølv- og guldbryllupper er gået hen og blevet en selvstændig branche, og der findes musikere som ikke laver andet end at spille til ved disse mærkedage. Ligeledes er der et stort marked for sølvbryllupssange, for ved mange sølvbryllupper bliver der delt sange rundt ved middagen, som gæsterne så synger.

Jeg har altid beundret folk som har formået at holde sammen i tykt og tyndt igennem så mange år. Det viser noget om de pågældende mennesker. For et ægteskab - eller bare et parforhold for den sags skyld - er jo i virkeligheden én lang række af kompromiser. Man er to, og derfor skal alle beslutninger også tilgodese begge parter - og ikke kun den ene part. Eller som man siger i USA: There is no "I" in "we". Det kræver noget fra begge parter, og når et ægtepar har fået det til at fungere i 25 år, så må det jo være fordi begge parter besidder de menneskelige egenskaber der kræves for at få et ægteskab til at fungere.

Derfor er der også god grund til at fejre sådan en dag, for man fejrer jo i virkeligheden to mennesker fordi de gennem 25 år har bevist, at de begge har nogle helt særlige personlige egenskaber, som mange godt kunne lære noget af. Det kræver både gode samarbejdsevner og gensidig respekt at være gift i så lang tid, at man kan fejre sølvbryllup. Og den slags egenskaber er jo netop, hvad der er brug for på en arbejdsplads, så hvis jeg en dag skulle ansætte nogen, så ville det at vedkommende havde fejret sølvbryllup veje meget tungt i forhold til personlige egenskaber som andre kandidater ellers selv måtte hævde at besidde. Et sølvbryllup er beviset på, at man ikke kun har de gode samarbejdsevner i munden - men også i hovedet og i sjælen. Så herfra skal lyde en hyldest til alle landets sølvbryllupspar!

Hawaiiskjorte er cool - En hyldest til kongen af hawaiiskjorter

Forleden dag så jeg en mand i hawaiiskjorte, og jeg kom derfor til at tænke på den ukronede konge af hawaiiskjorter, Mickey Fredie-Pedersen. Første gang jeg så Mickey Fredie-Pedersen var i TV-programmet "Ingen slinger i valsen" hvor han målrettet trænede sin søn Sonny (som jeg tidligere har skrevet om) og dennes dansepartner til et eller andet mesterskab, som de helst skulle vinde. Siden har han vist sig på TV utallige gange, og hele familien er efterhånden blevet kendisser - specielt efter den meget livsbekræftende TV-serie, "Familien Pedersen".

En af de ting jeg godt kan lide ved Mickey Fredie-Pedersen er, at han er fuldstændig ligeglad hvad andre mennesker synes om hans hawaiiskjorter - han går i dem fordi han kan lide dem og synes de er festlige. Selv er han også en festlig fyr, og jeg kan ikke forestille mig et miljø hvor han ville passe bedre ind end på en sandstrand med palmer, beachparty, drinks og fest og farver - og naturligvis klædt i: Ja, hvad tror du? Og det er netop det der gør ham til kongen af hawaiiskjorter. En konge er jo i sagens natur ikke som alle andre. En konge er en som udmærker sig på en eller anden måde, og for Mickey Fredie-Pedersens vedkommende udmærker han sig ved, at han (næsten) konsekvent er klædt i hawaiiskjorte.

Det kan godt være, at det ikke længere er moderne at gå i hawaiiskjorte, men man kommer ikke udenom at det er frisk og festligt - og er det ikke netop det som livet handler om? Hvis vi alle sammen gik klædt i det samme tøj, og der ikke var nogen der turde skeje ud, ville verden da se ret trist ud. Det skal ikke være så kedeligt altsammen. Derfor en hyldest herfra til Danmarks ukronede konge af hawaiiskjorter, Mickey Fredie-Pedersen.

Alle børnene...

Alle børnene stod og kikkede ind i dybfryseren - undtagen Knud, han kiggede ud.

Kan du huske dengang vi allesammen gik og fortalte "Alle børnene" vittigheder? Så vidt jeg ved, findes der hundredevis af slagsen, og nogle er mere grove end andre. Men hvordan opstår den slags, og hvorfor forsvinder det igen? Jeg ved godt at det ikke er helt forsvundet, men der er i hvert fald ikke lige så udbredt som det var engang. Jokes med "Alle børnene" blev en landeplage, og der blev sågar lavet en plade (ja, dengang fandtes der nemlig ikke cd'ere)  over temaet, hvor en masse kendte mennesker blev parodieret så godt, at man lå flad af grin, når man hørte det, og man kunne høre pladen så mange gange, at den til sidst begyndte at blive slidt. Jeg tror ikke at nutidens unge mennesker sidder og underholder hinanden med "Alle børnene"-vittigheder, men fra tid til anden hører man dog en enkelt eller to. Når man stadig kan høre de jokes så mange år efter, er det nok ikke noget der nogensinde forsvinder fuldstændig, men jeg vil tro, at den slags vittigheder har haft deres storhedstid, men hvis det mod forventning pludselig skulle blive moderne igen, står jeg da klar med adskillige af slagsen som jeg kan huske fra dengang. Det som er særligt sjovt ved netop denne kategori af vittigheder er, at det næsten kan lade sig gøre at lave en udgave af "Alle børnene" over alle navne. Naturligvis er der nogle få navne, som man ikke kan få til at rime på noget som helst, men langt de fleste navne rimer på et eller andet og er derfor velegnede. Den der i sin tid opfandt genren må være stolt over at have skabt noget, der har vundet så stor udbredelse og skabt så mange grin. Herfra skal i hvert fald lyde en hyldest til opfinderen, og hvis nogen kender en "Alle børnene" joke, så skriv den endelig i en kommentar, hvis den altså ikke er alt for grov.

onsdag den 1. september 2010

Sukkerchoks nye medlem - tre piger tilbage

Som jeg tidligere har skrevet, er gruppen Sukkerchokjagt efter et nyt medlem, som kan erstatte Inez, der er udtrådt af gruppen. Med seernes hjælp har de nu indsnævret antallet af kandidater til tre, nemlig Sandra Elsfort, Stephanie Ravn Carlsen, og Simone Cameron som er barnebarn til den berømte gospelsangerinde Etta Cameron.

De tre piger bliver i disse tage prøvet indenfor en masse forskellige discipliner. I forgårs blev de f.eks. stylet af stylist Anja Holm, og i dag stod den på dans under kyndig vejledning af koreograf Jesper Kryger fra PIVOT Performance. Jeg er meget imponeret over hvor godt de tre finalister klarer sig, og der er stadig spænding om hvem det bliver, men jeg må indrømme, at jeg har lidt på fornemmelsen, at det bliver Simone Cameron. Heldigvis skal vi kun vente to dage mere før vi får at vide hvem det bliver. På fredag d. 3. september vil de to nuværende medlemmer af Sukkerchok, Kat og Malene, nemlig afsløre hvem de har valgt som deres trjede medlem.